64 89 17 38

Nyheder

AFSKEDSRECEPTION FREDAG D. 23. AUGUST 2024 KL. 12:00 – 15:00

Tak til Jørgen Rasmussen for næsten 44 års tro tjeneste. 

Efter næsten 44 år hos Fyns Karosseribyg A/S (FKB) går en epoke nu mod sin afslutning, idet Jørgen Rasmussen har valgt at gå på velfortjent efterløn pr. 1. august 2024.

Jørgens rejse med FKB begyndte den 12. marts 1981, da han blev ansat i virksomhedens afdeling i Søndersø. Men historien går længere tilbage. Før sin ansættelse hos FKB arbejdede Jørgen for det daværende Søndersø Karosseri, hvor han også blev udlært. Det var her, han mødte Keld Thomsen, stifteren af Fyns Karosseribyg. De to lærte hinanden at kende som kollegaer, og deres professionelle forhold fortsatte, da Keld Thomsen valgte at blive selvstændig i 1977 og grundlagde Fyns Karosseribyg A/S. 

Under sine tidlige år hos FKB var Jørgen en drivkraft i udviklingen af virksomhedens produkter. Især spillede han en stor nøglerolle i opfindelsen og udviklingen af opsamler-bilerne til blomstervognmændene på Fyn i 1980'erne og 1990'erne. Hans tekniske dygtighed og innovative tilgang bidrog markant til virksomhedens succes og produktudvikling.

Jørgen har altid haft en lederrolle i virksomheden, hvor han har haft ansvaret for et team af kollegaer og lærlinge. I 2005 blev han udnævnt til værkfører i Søndersø-afdelingen, hvor han fik ansvar for både opbygninger og reparationer. I denne rolle har han ikke blot udnyttet sin faglige ekspertise, men også været en mentor for mange af sine kollegaer, hvilket har gjort ham yderst vellidt og respekteret af både kollegaer og kunder.

Jørgens afsked vil efterlade et stort tomrum i hverdagen hos FKB, specielt i Søndersø-afdelingen, hvor han har været en uundværlig del af teamet. Heldigvis har Jonas Hansen valgt at påtage sig ansvaret efter Jørgen, og han er allerede godt i gang med at videreføre det store arbejde i Søndersø.

Vi ønsker Jørgen alt det bedste i hans nye virke som efterlønner og takker ham for hans mange års tro tjeneste og betydelige bidrag til Fyns Karosseribyg A/S.

I denne afledning afholder vi afskedsreception fredag d. 23. august 2024 fra kl. 12:00-15:00 på Maltgørervej 4, 5471 Søndersø, hvor der vil være mulighed for at tage afsked med Jørgen Rasmussen og samtidig hilse på Jonas.

Af hensyn til maden vil vi gerne bede om en tilbagemelding ved deltagelse på pej@fkb-as.dk senest den 20.08.2024.

Med venlig hilsen Michael Krogsøe Thomsen